Leif Hansen

Instrument:
Violin
Harmonika

Leif Henning Hansen, født d. 6.oktober 1949 i Roskilde. Bosiddende i Bjæverskov siden 1981.

Min interesse for musik startede i 1965, hvor jeg som dreng spillede på trommer. Sammen med nogle venner startede vi et beat-orkester. Det var især King Stones musik vi interesserede os for. Dette orkester opløstes igen i 1967.

Efter en musikalsk pause på 6 år, traf jeg en gammel spillemand. Han kunne i den grad vække min interesse for folke- og spillemandsmusik. Han lærte mig glæden ved violinspil. Og inden længe blev det en tradition, at spille på traktørstedet Malerklemmen, ved Borup. Værterne på stedet var selv musikinteresserede, og fandt det herligt, at vi dukkede op hver torsdag aften for at øve/spille.
Disse musikalske aftener blev hurtigt verdenskendt på hele Midtsjælland, både blandt de thedrikkende gæster og aktive musikanter. Efter en tid blev der dannet et ti-mands orkester, med musikanter i alle aldre. Lige fra den helt unge på 20 år til den ældste på 68 år. Vi alle med vidt forskellig baggrund. Dette blev grundlaget for "De Midtsjællandske spillemænd og -piger". Efter en årrække udgav vi en LP-plade med samme navn.

I 1983 opløstes De Midtsjællandske spillemænd og -piger. Efter bruddet, startede nogle af os gruppen "Skjald", hvor også Kim kom med. Vi spillede mest rytmisk folkemusik. En del af det blev egne tekster og melodier. Vi havde mange og alsidige arrangementer, - blandt andet i Tivolis Vise Vers Hus.

Efter opløsningen af Skjald, kom jeg i 1989 i kontakt med den irske/skotske musikgruppe "Nordlys", hvor også Bjarne var med. Udover min stadig større interesse for violin-spillet, begyndte jeg nu også at interessere mig lidt for harmonikaspil. Denne gruppe havde alle typer for arrangementer, - både af offentlig og privat karakter. Nævnes kan blandt andet Bypark-koncert i Roskilde.

Nordlys blev opløst i 1996, hvorefter tre af os, blandt andre Bjarne og jeg, dannede fire-mandsorkesteret "Musiksak". Her er stilen blevet en helt anden. Det er mere en form for danse- og rockmusik. Både til offentlige og private arrangementer spiller vi til.

Sommeren 2000 traf jeg kjærholt•bregenborg BAND. Inden længe blev jeg, og Bjarne, en del af gruppen, og jeg må konstatere, at denne irske/skotske musik er det jeg brænder allermest for, og med denne gruppe har jeg haft nogle af de største musikoplevelser, jeg kan bare nævne Tønderfestivalen 2001.

 

De Midtsjællandske Spillemænd og Piger ved mine forældres sølvbryllup.

 

De Midtsjællandske Spillemænd og Piger i Malerklemmens gårdhave, Dyndet.

 

Vores LP som udkom i 1978.

 

Skjald - vores pressebillede fotograferet i alléen ved Ledreborg Slot, Lejre.

 

På harmonika med Nordlys i Sverige.

 

Med Nordlys i Sverige. Jacob (i midten) fylder 50.

top